Jorge Caballero
Lørdag d. 5. august kl. 20


 Køb billet!


JORGE CABALLERO -
den peruvianske guitartroldmand!

Musik af  Isaac Albéniz, Antonin Dvořák, Ernesto García de León, John Major.


Den i USA bosiddende peruvianske ”guitartroldmand” Jorge Caballero (f. 1975) er bl.a kendt
for sine frygtløse fremførelser på sologuitar af gigantværker som f.eks. ”Udstillingsbilleder”
af Modest Mussorgsky eller Antonin Dvořáks 9, symfoni ”From the New World”, som han vil
fremføre denne aften på Copenhagen Guitar Festival.

Jeg ”opdagede” Jorge Caballero i 2011 på New York Guitar Seminar in Mannes, hvor jeg var så
heldig at kunne overvære en del af hans mesterkursus. Følgende slog mig lige med det samme:
Hans umådeligt store, men samtidig logiske og tilgængelige viden om musikken og instrumentet,
som han på uhyre sympatisk og fængende måde transmitterede til både elev og publikum.
Samtidig demonstrede han lejlighedsvis musikken – og anden musik – og det var omgående
krystalklart, at her stod man over for en af de helt store: En eksemplarisk – decideret smuk og
fuldstændig naturlig venstre hånds elegante kravlen op og ned af gribebrættet og en så varm
og tiltrækkende tone at man tænkte: Dette er verdensklasse!


Jeg undrede mig over at jeg ikke var stødt på ham længe før, men sådan kan tilværelsen og
tilfældet nogle gange snyde mennesket, og jeg besluttede på stedet at invitere ham til Danmark
når muligheden bød sig. Med hans koncert og kursus i Århus i 2015 blev denne idé blevet til
virkelighed, og nu i 2017 præsenteres han således for første gang i den danske hovedstad.

Jorge Caballero kommer fra et hjem med klaver. Hans mor er en kendt sangerinde i Peru, og som
barn tilbragte han mange aftener bag scenen under hendes koncerter. Han fik sin første
guitarundervisning af sin far, men havde allerede i årene før absorberet meget blot ved at
lytte til hans undervisning af andre elever. Eftersom Jorge voksede op i en tid hvor Peru
var stærkt plaget af terrorisme, blev han ekspert i at øve sig i mørke.

Vi kunne nu angive den sædvanlige remse af fine steder over hele verden hvor solisten har optrådt, de

mange hædersbevisninger mv. (se f.eks. hans fine website), men vi vil nøjes med at understrege
at denne koncert er et af festivalens absolutte højdepunkter, og at vi her har at gøre med en djævelsk
– næsten overnaturligt - begavet og charmerende musiker - en koncert som man næsten ikke kan
tillade sig at gå glip af.