Onsdag d. 9. august kl. 20

Mie Ogura &
Atanas Ourkouzounov


 Køb billet!


MIE OGURA & ATANAS OURKOUZOUNOV
(JAPAN/BULGARIEN)

Balkanmusik m.m. for fløjte og guitar skrevet og arrangeret
af bulgareren Atanas Ourkouzounov!



Atanas Ourkouzounov (Bulgarien) og hustruen Mie Ogura (Japan) udgør sammen en af verdens
fineste fløje/guitarduoer.Atanas Ourkouzounov er en førende skikkelse indenfor den nye bulgarske
musik og har opnået international berømmelse både som guitarist og komponist. Hans musik
omfatter hans hjemlands typiske asymmetriske rytmer og modale harmonik, og ligesom Bartok
tager Ourkouzounov udgangspunkt i regionale traditioner som han bearbejder på en meget intuitiv
og personlig måde.

Hvor Bartoks muse var klaveret, er Ourkouzounovs muse guitaren. Ourkouzounov har skrevet over
50 værker for guitar: solostykker, duetter, tercetter, kvartetter, musik for instrumentalensembler samt
2 guitarkoncerter. Med disse værker har han vundet en række vigtige priser og de fleste af hans
kompositioner er udgivet på førende musikforlag. Eksempler kan høres på Youtube.

Mié Ogura (Japan) begyndte fløjtespillet i 7-års alderen. I 1989 afsluttede hun studierne på
Takamatsu Music College i Japan, og vandt samme år førstepræmie i den nationale konkurrence
for unge fløjtenister i Osaka.

I 1994 rejste hun til Frankrig for at studere hos Pierre-Yves Artaud og i 1999 tog hun afgangseksamen
i fløjte og improvisation på Conservatoire National Supérieur de Musique de Paris, hvor hun også
studerede jazzimprovisation og indisk musik. Siden 1995 har hun jævnligt optrådt som solist og
kammermusiker med forskellige ensembler og orkestre, som f.eks. Orchestre de Chambre de Paris
og l’Orchestre pour la Paix. Hun har endvidere udgivet en begynderskole i jazzfløjte
"Flute Jazz Coffeebreak".